FB
Populære hunderacer i Danmark

Hunde i Danmark – de mest populære hunderacer her til lands

Hunden er menneskets bedste ven – og i hvert fald danskernes. Hunden er en særdeles populær følgesvend for i hundredtusindvis af danskere. Især familier i Danmark er glade for at have et firbenet og logrende medlem af husstanden. Hunden bruges som selskabsdyr og i forbindelse med jagt og konkurrence, for eksempel agility. Og så er der selvfølgelig alle de arbejdende hunde i Danmark, for eksempel politihunde sporhunde og førerhunde.

 

Hvilke hunderacer er de mest populære?

Da hunde i Danmark tjener vidt forskellige formål er der naturligvis forskel på hvilke hunde som er mest populær i henholdsvis professionel sammenhæng og som selskabsdyr. Generelt kan man dog sige at de mest intelligente og trænbare hunderacer, som samtidig er de mest intelligente og omgængelige, kan egne sig lige godt som arbejds- og familiehunde. Det drejer sig blandt andet om Labrador Retriever og Schæfer. Disse to hunderacer, som tilhører henholdsvis jagthunde og hyrdehunde kategorierne, er vidt anvendt inden for blandt andet politiet. Og når det handler om hunden som kæledyr finder disse sociale og super hengivne racer sig ligeledes fint til rette.

 

I det følgende kan du læse om de mest solgte hunderacer i Danmark – og hvorfor de er så populære.

 

Golden Retriever – et loyalt og hengivent bekendtskab

Den smukke og charmerende Golden Retriever med det blide udtryk og den bløde, bamsede pels er – og vil sikkert altid være – familiens yndling. Golden Retriever er nærmest indbegrebet af en familiehund, og er med sit blide gemyt et rigtig godt bud på børnenes bedste ven under deres opvækst.

 

Hunde af Golden Retriever racen er oprindeligt fremavlet som jagthunde, og kræver derfor en del aktivitet og fysisk stimulation for at trives. Overvejer du således at anskaffe en Golden Retriever skal du være sikker på at du kan afse tid til at motionere den hver dag. En Golden Retriever er en såkaldt vandapporterende hund hvilket betyder at den vil sætte stor pris på en tur til stranden med hele familien.
Find Golden retriver til salg her

 

Labrador Retriever – legesyg og kærlig

I lighed med Golden Retriever er Labrador Retriever en rigtig sød og hengiven hund, som med den rette træning og masser af opmærksomhed kan blive din og dine børns bedste ven. Et Labrador Retriever kræver, lige som andre jagthunde, daglig motion og aktivitet for at trives optimalt. Det betyder at du skal være forberedt på at skulle løbe eller cykle en tur med din Labrador Retriever hver dag så den kan få pulsen op. Optimalt besøger du en hundeskov eller et andet område hvor hunden kan få lov at løbe frit.

 

Labrador Retriever er en korthåret race hvilket betyder at pelsen er nem at holde – i modsætning til en Golden Retriever hvis lange og uldne pels kræver en del pleje. Derfor er Labrador Retriever stadig en af de mest populære hunde i Danmark.

 

Bichon Havanais – en fin lille selskabshund

Bichon Havanais er på grund af sin overskuelige størrelse og rolige temperament populær som familiehund blandt danskerne. Den lille charmetrold er altid oplagt til at lege med familiens børn – og den elsker at klovne rundt. Den søde Bichon Havanais knytter sig tæt til sine mennesker og har brug for kærlig opmærksomhed samt masser af bekræftelse. Du kan med fordel tage din Bichon Havanais med på hundeskole da den elsker at komme ud og øde andre hunde. Og så er en Bichon Havanais altid glad for at løse opgaver og blive belønnet derefter.

 

Puddelhunden – sjov og charmerende

Måske forbinder du mestendels puddelhunde med gamle fine damer, og med den karakteristiske frisure. Men tag endelig ikke fejl. Pudlen er en særdeles intelligent race, som faktisk har været blandt de fremmeste jagthunde. Ordet ”pudeln” stammer fra tysk og betyder noget i retning af ”vandpjaskeri”. Den tilsyneladende forfinede hund har således intet imod at ødelægge sin frisure til ære for en tur i søen eller havet. Og da pudlens pels kræver en del pleje er det en stor fordel at pudlen faktisk er glad for et bad i ny og næ.

 

Pudlen er loyal, vagtsom og kærlig – og derfor en fin familiehund til den aktive familie.

 

Schæferhunden – den fødte vagthund

Hvis du og din familie leder efter en loyal og kærlig hund, som samtidig kan bevogte huset og beskytte såvel familiemedlemmer som ejendele, er en schæfer et rigtig godt bud. Du bør dog se dig rigtig godt for når du køber schæfer. Alt efter hvilken linje hunden tilhører kan den fungere som rasende beskytter med et iltert temperament, eller som den blide og kælne familiehund.

 

Samtidig kræver schæferen intensiv træning og stimulation helt fra den er hvalp og resten af livet igennem. Uden leg og aktivitet trives schæferen ikke. Og så risikerer du at ende med en kedelig fætter med humørsvingninger og tendens til et vrantent temperament.

 

Jack Russel – en charmerende springfyr

Den lille, friske Jack Russell terrier er en charmetrold uden lige. Med sit årvågne blik og sin sprudlende personlighed er Jack Russell terrieren en rigtig storcharmør, som går ind i folk med træsko på. Men man skal være opmærksom på, at den lille fyr, sit tilforladelige udseende til trods, stadig tilhører en racetype, som er fremavlet til jagt. De fleste hunde af typen terrier har et eksplosivt temperament, et meget stort behov for opmærksomhed, og en vis portion krudt i måsen. Som jagt- og brugshunde er flest, trives en Jack Russell terrier ikke med stilstand, men skal have lov til at komme ud og røre sig, helst flere gange om dagen.

 

Bor du og din familie lejlighed, og har I ikke overskud til at gå, løbe eller cykle lange ture, så er Jack Russel terrieren ikke en hund for jer. Hunden vil mistrives, og i et forsøg på at udleve sine jagtinstinkter efter al sandsynlighed gå til angreb på alt i dit hjem. Hvis du overvejer at anskaffe en Jack Russell terrier, skal du være forberedt på at fylde hverdagen med daglige udfordringer – for dig selv såvel som for hunden.

 

Labradoodle og Golden Doodle – populære hybrider

De to hybridracer Labradoodle og Golden Doodle nyder stigende popularitet blandt danske børnefamilier. Labradoodle og Golden Doodle kombinerer pudlens allergivenlige pels med henholdsvis Labrador Retrieverens og Golden Retrieverens legesyge temperament. Med en af disse hybrider får du en mellemstor hund med en blød og lækker pels som stort set ikke fælder og som samtidig er blandt de mere allergivenlige på markedet. Og selvfølgelig en hengiven og kærlig hund som er helt perfekt for den aktive familie.

 

Uanset hvilken hunderace du vælger – eller om du måske vælger at gå efter et charmerende gadekryds – skal du selvfølgelig altid sørge for at hunden får den kærlighed og opmærksomhed den fortjener. God fornøjelse med din nye bedste ven!

Klik her for at se alle hunderacer i Danmark som sælges

 

 

Udgivet: 02.10.2023